Baba Is You


03-10-2023

Et klassisk computerspil fra starten af firserne hedder Sokoban, og gik ud på, at man som en lille mand skulle gå rundt i en labyrint, og skubbe kasser hen til bestemte positioner.

Baba Is You rimer lidt på det, men går helt amok med konceptet. Grundlæggende styrer du en lille skabning kaldet Baba med piletasterne og målet er typisk, at komme hen til et objekt for at vinde banen. Men i stedet for kasser, er der ord og disse ord udgør de regler der gælder på banen.

En sætning man altid støder på, er "Baba is you", hvilket er reglen der siger, at du styrer karakteren Baba. Hvis du f.eks. skubber ordet "is" ud af sætningen, så taber du på stedet, for så er der ikke længere en regel der siger hvem du er. I stedet kan du f.eks. skubbe ordet "Stone" ind i stedet for "Baba" og så styrer du pludseligt alle sten.

Der kan f.eks. også stå "Wall is Stop", hvilket gør at du ikke kan gå igennem vægge. Men hvis du ødelægger den sætning, så kan du pludseligt godt gå igennem vægge.

Og dette er kun den spæde begyndelse.

Baba Is You er en diabolsk hjerneknuser, så hvis du kan lide meget komplekse puzzles, så findes det ikke bedre.